Efterårsferie i Andalusien. Sol, varme og langsomt tempo. En af dagene tog min yngste og jeg på tapas-mission i en af de hvidkalkede landsbyer. Vi ville spise os igennem landsbyens mange tapas.
På den første bar var der blandt andet en gammel spansk tradition på tapasdisken, nemlig ost i olivenolie. Når en spanier siger ‘curado’ (lagret) eller ‘semicurado’ (mellemlagret) om en ost, er det underforstået, at osten er lavet af en blanding af ko-, gede- og fåremælk. Nok er manchego den mest kendte spanske oste udenfor Spanien, men i Spanien bliver den fortrinsvist spist i Castilla la Mancha, som er området, hvor man producerer fåreosten. Også der kender man til at lægge osten i olivenolie. Olien giver både ekstra smag til osten, men konserverer den også.
Det er ikke spor svært at lave selv. Kom tern eller trekanter af en fast, lagret ost i et glas, hæld en god olivenolie over. Lad det trække i køleskabet. Du kan fylde mere ost på efterhånden som den forsvinder. Du kan også lægge krydderurter i som fx rosmarin.
Her blev osten serveret med nogle skønne oliven og en skive brød. Dejlig lille tapas.
Mens jeg nød osten, spiste sønnen med stor begejstring en slider – mini hamburguesa.
Næste stop bød på to små tapas med kød: Svinekød i pebersauce og oksekød i tomatsauce. Naturligvis serveret med en skive brød til.
Tredje tapas-bar havde bl.a. den nordspanske tapas Pulpo a la Gallega – blæksprutte som man laver den i Galicien. Den mere børnevenlige tapas var kødboller i tomatsauce og kylling i karry.
Vi kom også forbi et listigt lille sted, der scorede højt på autenticitet, men lavt på kameracharme. Her fik jeg til gengæld stukket en halv kogt, kold sød kartoffel i hånden, men sønnen spiste en anden version af en slider/minihamburger. Og så var vi mætte – og klar til siesta!
Indlægget På tapas-crawl blev vist første gang den Ostesnak.